28.01.2011
Igen i år var Udlændingeservice aktør på Velfærdens Innovationsdag, som tænketanken og nyhedsmagasinet Mandag Morgen står bag.Tirsdag den 25. januar 2011 holdt Mandag Morgen for andet år i træk Velfærdens Innovationsdag, og igen i år var Udlændingeservice med som aktør.
Velfærdens Innovationsdag bød på 40 konkrete innovative velfærdsløsninger, 45 oplægsholdere, 50 velfærdsorganisationer og -virksomheder og flere end 800 velfærdsledere.
Udlændingeservice tiltrak sig stor opmærksomhed på Velfærdens Innovationsdag 2011. Mange kiggede forbi for at høre om styrelsens erfaringer med at integrere arbejdet med innovation i dagligdagen.
På dagen præsenterede Udlændingeservice sin nye innovationsuddannelse. Arbejdet med innovation står højt på dagsordenen i Udlændingeservice, og derfor uddanner styrelsen i begyndelsen af 2011 sine helt egne innovationskonsulenter blandt medarbejderne. Det overordnede formål med uddannelsen er at uddanne ti procent af medarbejderne i brugen af metoder og værktøjer til innovation for derigennem at bidrage til at udvikle innovationskulturen i organisationen yderligere.
Udlændingeservices direktør, Henrik Grunnet, udtaler om Velfærdens Innovationsdag 2011:
- Vi fik præsenteret vores nye innovationsuddannelse, der skal sikre at arbejdet med innovation bliver en integreret del af hverdagen i Udlændingeservice. Vi uddanner 10% af medarbejderne som innovationskonsulenter. Vi fik også fortalt om Det Regionale Netværk. Begge aktiviteter tager struktureret fat om nogle af de konkrete udfordringer for Udlændingeservice og er målrettede løsningstiltag, siger direktøren og fortsætter:
- Fra de øvrige aktører på Innovationsdagen fik vi også en masse input til, hvordan vi kan blive stærkere i vores arbejde med innovation. Det anser jeg som meget værdifuldt.
Læs mere om Velfærdens Innovationsdag her
Direktør i Udlændingeservice, Henrik Grunnet, fortæller interesserede tilhørere om arbejdet med innovation i sammenhæng med Det Regionale Netværk.
Udlændingeservice fremlagde også en af i alt 40 innovationsløsninger på Velfærdens Innovationsdag. Løsningen omhandlede Det Regionale Netværk, som Udlændingeservice oprettede i starten af 2010, og som i dag har flere end 600 deltagere. Som deltager i netværket får du løbende tilsendt relevante nyheder om udlændingeområdet, og derudover holder Udlændingeservice årligt informationsmøder rundt i hele landet, hvor forskellige emner bliver gennemgået. Sidste år deltog omkring 1300 personer ved informationsmøderne i regi af Det Regionale netværk. I 2011 er det foreløbig planlagt at afholde ti møder.
Se her yderligere information om Det Regionale Netværk.
For yderligere oplysninger kan du kontakte kommunikationschef i Udlændingeservice, Tina Kaare, på tlf.: 35 30 82 42
eller pressekonsulent Nils Bak på tlf.: 35 30 80 53.
Velfærdens Innovationsdag er den største danske konference med fokus på velfærdsinnovation. Initiativets aktører og deltagere kommer fra både den offentlige, den private og den frivillige sektor, og målet er at bidrage til udviklingen af velfærdssamfundet og komme med idéer til nye løsninger på økonomiske problemer, den demografiske udvikling og de stigende forventninger til velfærdssamfundet.


