07.02.2011
I dag mødes 170 skoleledere og personer i skoleledelsen fra hele landet i Odense for at styrke skolernes samarbejde med nydanske forældre. Og netop skolelederne spiller en vigtig rolle, hvis skolerne skal blive bedre til skole-hjemsamarbejdet.Forældrene har en afgørende betydning for elevernes sociale og faglige udvikling i skolen, derfor er det vigtigt, at skole-hjemsamarbejdet fungerer godt. Nydanske forældre udgør en voksende forældregruppe på de danske skoler, og 4 ud af 5 lærere oplever skole-hjemsamarbejdet med netop nydanske forældre som en stor udfordring. Derfor sætter dagens konference fokus på at få skoleledelsen på banen – det er nemlig i sidste ende deres ansvar at skabe de bedste rammer og gå foran i udviklingen af skole-hjemsamarbejdet.
Deltagerne på konferencen møder blandt andet professor Thomas Nordahl, som er Nordens førende forsker indenfor skole-hjemsamarbejde. Han fortæller blandt andet om forældrenes betydning for elevernes læring.
Derudover får deltagerne masser af konkrete idéer med hjem til, hvordan de som ledere kan gribe samarbejdet med de nydanske forældre an.
Konferencen afholdes i Festsalen på Odense Rådhus og er arrangeret af Integrationsministeriet i samarbejde med Skolelederforeningen og Tosprogstaskforcen, der hører under Skolestyrelsen og er skabt som et samarbejde mellem Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet.


